Århus Kommunes Biblioteker arbejder i øjeblikket med et projekt, hvor man i samarbejde med first movers og lead users vil afklare, hvordan computerspil bedst kan komme til at spille en rolle på kommunens biblioteker. Bibliotekerne samarbejder desuden med spilforskere og andre eksperter for at få indsigt i spilmiljøet. Som et led i projektet afholder man lørdag d.26.september fra 10-16 arrangementet CreativeGamersWorkshop på Hovedbiblioteket i Århus for spilinteresserede unge mellem 13 og 15 år. Workshoppen ledes af foreningen Unge Spiludviklere, der har til formål at udbrede viden om og interesse for computerspiludvikling blandt danske unge.
På workshoppen bliver der mulighed for at lære de helt grundlæggende byggesten, der skal til for at kunne lave et spil. Man behøver ikke vide noget om spil eller have stort kendskab til computere for at kunne deltage, og arrangørerne lover, at alle kommer til gå derfra med deres helt eget spil. Det er gratis at deltage, men tilmelding skal ske til Steen Nielsen på stni@aarhus.dk. Århus Bibliotek giver frokost. Læs mere om arrangementet på Århus Kommunes Bibliotekers hjemmeside.