20 millioner kroner til computerspilsbranchen
Bretteville Hotspot er en af partnerne i et konsortium, der netop har fået tildelt en bevilling på 9,2 mio. kroner til en Oplevelseszone for computerspil. Udover den store bevilling, der kommer fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, har en lang række andre aktører også valgt at kaste penge i udviklingsprojektet, så det samlede budget når op på ca. 20 mio. kroner. Oplevelseszonen vil blive organiseret som et netværksprojekt, hvor forskellige partnere vil kunne bidrage med projekter og kompetencer. Målene er at løfte computerspilsbranchen på en lang række områder, herunder uddannelse, forretningsudvikling, kapital, internationalisering, branchenetværk og kommunikation.
Også lokalt i Nordjylland ligger der et stort potentiale i computerspilsbranchen. Aalborg har derfor en vigtig aktie i Oplevelseszonen, for den nordjyske hovedstad er godt på vej til at blive et brændpunkt for computerspilsudvikling. Ikke kun blandt studerende og andre unge, men også på erhvervssiden mærker man i Aalborg en stigende interesse for computerspilsudvikling og en voksende efterspørgsel på spil til mobiltelefonen og forskellige spilkonsoller.
Alene i væksthuset Bretteville er foreløbig tre nye spiludviklingsvirksomheder for nylig skudt op, og Dreamgames trækker flere gange om måneden fulde huse til foredrag og networking med ligesindede. Dreamgames er på fire år vokset til 324 medlemmer, og flere kommer løbende til. Derfor har vi allerede udvidet netværket med en Århus-afdeling, men bevillingen til Oplevelseszonen vil betyde, at Dreamgames nu går nationalt med base i Aalborg.