Det var med smil på læberne, 6 Dreamgamers deltog i Livslang Læring på Aalborg Universitet på workshoppen Hvordan kan kunst og computerspil spille sammen?
Simon Løvind (systemudvikler, produktionsleder på fx BlackOut og kunstner) og Birgitte Prang (skuespiller, designteknolog mv.) gav på forskellig vis deltagerne inputs til, hvordan de kunne bryde med traditionelle principper (grafik, design, struktur, rum mv.) i spiludvikling - være kreative og tænke ud af boksen. Som eksempel herpå blev det nævnt, at vinderen i computerspillet Brainball er den, som først kan få bolden til at bevæge sig over på modstanderens banehalvdel og i mål "ved ikke at tænke en tanke". Ligeledes bliver der tænkt i anderledes sammenhænge i – det endnu ikke udkomne – computerspil Limbo, som med sin sort/hvid grafik, ingen tekst og tale, sit spil på følelserne mest af alt minder om en dogme-film. Limbos kreative bagmand Arnt Jensen modtog rent faktisk i år Statens Kunstfonds 3-årlige arbejdsstipendium som den første spiludvikler(!)
Computerworkshoppen var en blanding af inputs fra kunstneriske arbejdsmetoder til traditionelle forløb i computerspilsudvikling krydret med en række kreativitetsøvelser, hvor deltagerne gruppevis skulle udarbejde konceptforslag i form af en plastikpresenning og noget pap.
"Det bedste ved workshoppen var muligheden for at høre på nogen, som har en anden indgangsvinkel til spilbranchen, end det man normalvis støder på", fortalte dreamgames-medlem Emil. Han syntes også, det var spændende at høre om erfaringer og tanker fra én (Simon Løvind, red.), der selv havde foretaget springet fra spil-branchen til kunst-branchen. Emil mente dog, det med at klippe-klistre fyldte for meget og fjernede fokusset fra de spændende diskussioner og introduktioner om kunst og spil - og hvor krydsfeltet imellem de to ligger. Han lærte nemlig på kurset, at det kan være svært at trække en streg og sige, "dér stopper spil, og der begynder kunsten" – Tingene flyder nemt sammen.
Workshoppen sluttede med, at grupperne i plenum præsenterede deres konceptforslag.